Grunden til jeg var i Berlin med hele salonen var, at vi skulle holde julefrokost i den tyske hovedstad. Selve julefrokosten blev afholdt på et über cool sted som hedder Fleischerei.
Fleischerei er en gammel slagterbutik, der er lavet om til et virkelig hyggeligt og super moderne spisested. Tjenerne havde en fed casual stil og lige vores humor. Ejeren af stedet gik afslappet rundt imellem gæster og personale og hyggede sig.
I selve lokalet var der åbent mellem køkkenet og selve restauranten, der var højt til det gamle slidte loft og en kæmpe stor og meget smuk antik lysekrone gav en dæmpet hyggelig belysning over de lange lyse træborde og bænke med gamle puder.
Maden var noget at det lækreste jeg nogensinde har fået. Det var første gang jeg smagte tartar (forret), og det var godt! Oksekødet vi fik som hovedret, var så rødt og mørt det kunne skæres med en gaffel. Portionerne var store, vinen god og servicen i top. Det kunne ikke blive bedre.
Jeg kunne med det samme se min Sammi og jeg sidde der på bænkene under den store lysekrone og kigge ud af de store vinduer til Berlins natteliv.











